Stillingen som administrerende dommer ved Retten i Grønland er ledig til besættelse snarest muligt. Den administrerende dommer er ansvarlig for ledelsesmæssige, bevillingsmæssige og administrative forhold ved Retten i Grønland og kredsretterne. Derudover skal dommeren udvikle og styrke det grønlandske retsvæsen og have gode evner for personaleledelse.
SØG DENNE STILLING Stillingen som administrerende dommer ved Retten i Grønland er ledig til besættelse snarest muligt.
Retten i Grønland, der har hovedsæde i Nuuk, behandler i første instans alle almindelige civile sager, insolvensskiftesager og komplekse kriminalsager mv., der henvises fra de fire kredsretter. Registrering af rettigheder over fast ejendom og retsafgiftsspørgsmål hører også til Retten i Grønlands sagsområder.
Derudover har Retten i Grønland som kerneopgave at uddanne og vejlede kredsdommerne og andet personale i kredsretterne.
Om stillingen
Den administrerende dommer er som øverste administrative chef ansvarlig for Retten i Grønlands og kredsretternes ledelsesmæssige, bevillingsmæssige og administrative forhold. Den administrerende dommer har derudover det overordnede ansvar for fordelingen af retssager mellem juristerne ved Retten i Grønland og formelt også for fordelingen af sager mellem kredsdommere. I praksis fordeles sagerne ved kredsretterne dog af den administrerende kredsdommer ved den pågældende kredsret.
De administrative og ledelsesmæssige opgaver omfatter blandt andet organisering af arbejdet, personaleledelse og personaleadministration, uddannelse, kommunikation, bevillingsstyring, budgetlægning og budgetopfølgning, it-drift og bygningsadministration.
Den administrerende dommer bistås i det daglige arbejde med ledelsesmæssige, personaleadministrative og andre administrative opgaver af rettens anden dommer, administrationschefen, funktionschefen og cheftolken.
Der er ved Retten i Grønland, kredsretterne og tolkeafdelingen ansat i alt ca. 85 medarbejdere.
Som en del af domstolenes flerårsaftale er der afsat midler til en række initiativer målrettet de nordatlantiske domstole, der særligt skal bidrage til at styrke it-understøttelsen og sikre flere personaleressourcer og uddannelse heraf ved retterne i Grønland og på Færøerne. I perioden 2026–2030 iværksættes som led heri et nyt stort it-udviklingsprogram, der skal sikre den fremtidige it-understøttelse af de nordatlantiske domstole. Målet er at løfte sagsbehandlingsprocesserne og kommunikationen med borgere, virksomheder og organisationer til et niveau, der svarer til de danske domstoles. Et andet centralt fokusområde i de kommende år er arbejdet med at professionalisere retsvæsenets aktører i Grønland, som blandt andet handler om at øge de juridiske kompetencer hos både kredsdommere, anklagere og forsvarere.
Det forventes, at titlen som administrerende dommer ved en kommende ændring af den grønlandske retsplejelov vil blive ændret til præsident.
Læs mere om kredsretterne og Retten i Grønland her eller på www.domstol.dk/groenland.
Kvalifikationer
Den administrerende dommer skal være dommer eller kvalificeret til at blive dommer, jf. den grønlandske retsplejelovs § 13.
Den administrerende dommer skal have visioner for og være i stand til at udvikle og styrke det grønlandske retsvæsen. Ansøgeren skal således have gode evner for strategisk ledelse og formå at omsætte mål og værdier til konkrete handlingsplaner.
Som øverste ansvarlige for Retten i Grønland og kredsretterne er det vigtigt, at den administrerende dommer har gode evner for personaleledelse. Ansøgeren skal have flair for at skabe medarbejdertrivsel samt lyst til at styrke uddannelsesindsatsen og kompetenceudviklingen blandt de ansatte.
Der vil blive lagt vægt på, at ansøgeren har forståelse for de særlige grønlandske forhold og kan anvende det aktivt i sin ledelse.
Det er vigtigt, at den administrerende dommer er samarbejdsorienteret og bidrager aktivt til det interne samarbejde ved domstolene i Grønland både i det daglige samarbejde og gennem aktiv deltagelse i bl.a. Grønlandsforum og Arbejdsgruppen om udvikling af domstolene i Grønland samt i det løbende samarbejde med Domstolsstyrelsen og rettens professionelle samarbejdsparter mv., herunder Grønlands Politi, Grønlands Fængsler, advokaterne samt landsforsvareren og de autoriserede forsvarere.
Der vil yderligere blive lagt vægt på, at ansøgeren er en stærk kommunikator, der kan kommunikere internt samt eksternt til rettens professionelle samarbejdsparter, brugere, pressen og andre interessenter.
Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelse i stillingen sker på tjenestemandsvilkår.
Med virkning fra den 1. april 2026 er løn- og ansættelsesvilkår for tjenestemænd i staten, der er ansat i Grønland, blevet ligestillet med de vilkår, der gælder for tjenestemænd i staten, der er ansat i Danmark eller på Færøerne. Det betyder blandt andet, at aflønningen nu sker efter danske lønrammer, og at stillingen er omfattet af cheflønsaftalen for dommere.
Stillingen som administrerende dommer ved Retten i Grønland er klassificeret i lønramme 39. Til stillingen er knyttet et personligt tillæg og to såkaldte Nordatlanttillæg. Den samlede løn i stillingen udgør for tiden 108.786 kr. pr. måned i aktuelt niveau (1. april 2026).
Pensionsbidraget udgør 17,1 pct. af det personlige tillæg og det ene af de to Nordatlanttillæg, hvoraf en tredjedel regnes som egetbidrag.
Der stilles en attraktiv tjenestebolig til rådighed, som også kan rumme en eventuel familie.
Den administrerende dommer vil være omfattet af en række aftaler gældende for statens tjenestemænd, herunder regler om ret til flyttegodtgørelse ved til- og fratræden samt ret til frirejser under tjenesten.
Tiltrædelse kan ske efter nærmere aftale.
Ansøgning og procedure for besættelse af stillingen
Stillingen søges elektronisk på www.domstol.dk under punktet ”Job” i topmenuen.
Du skal vedhæfte curriculum vitae, en evt. landsretsudtalelse, et vellignende digitalt foto samt eventuelt yderligere udtalelser. Ansøgninger skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest mandag den 17. august 2026.
Ansættelsessamtaler i Dommerudnævnelsesrådet for Grønland forventes at blive afholdt (evt. via video) den 17. september 2026 og eventuelt også den 22. oktober 2026. Indkaldelse til samtaler må påregnes at ske med kort varsel.
Ansøgerne skal være indstillet på, at der i rekrutteringsforløbet kan indgå test ved en ekstern konsulent.
De ansøgere, der har været til samtale, vil modtage særskilt information om den videre procedure ved stillingsbesættelsen samt om et eventuelt testforløb efter Dommerudnævnelsesrådet for Grønlands møde den 17. september 2026.
Eventuelle spørgsmål om at bo og arbejde i Grønland og til indholdet af stillingen kan indtil den 1. august 2026 rettes til den nuværende administrerende dommer ved Retten i Grønland, Stig Nørskov-Jensen, på tlf. +299 - 36 39 20. Husk, at der er 3 timers tidsforskel.
Spørgsmål til ansættelsesvilkår, tjenesteboligen eller stillingen i øvrigt kan rettes til souschef Rikke Ladefoged, Domstolsstyrelsens HR-center (41 10 06 51) (ferie i uge 30-32).
Spørgsmål vedrørende ansættelsesprocessen kan rettes til sekretæren for Dommerudnævnelsesrådet, Hannah Nüchel Wildt (51 23 13 22) (ferie i uge 29-32).
Dommerudnævnelsesrådet for Grønland forventes at træffe endelig afgørelse om, hvem der indstilles til stillingen, på sit møde den 22. oktober 2026. Rådets indstilling offentliggøres på hjemmesiden den 23. oktober 2026, kl. 14.00. De ansøgere, der har været til samtale, orienteres telefonisk om rådets indstilling, inden den offentliggøres på hjemmesiden.
Dommerudnævnelsesrådet for Grønland afgiver indstilling til justitsministeren om besættelse af dommerstillinger i Grønland. Yderligere oplysninger om rådet findes på https://domstol.dk/dommerudnaevnelsesraadet/faeroeerne-og-groenland/. Du kan desuden læse mere om behandlingen af dine personoplysninger her.
Yderligere oplysninger om de formelle krav for udnævnelse i dommerstillinger, proceduren ved stillingsbesættelse mv. kan ses på www.domstol.dk under "Job".
Vi opfordrer enhver, der er interesseret og kvalificeret, til at søge stillingen uanset personlige forhold som alder, køn, race, etnisk tilhørsforhold mv.
Opmærksomheden henledes på, at en ansøger i medfør af tjenestemandslovens § 5, stk. 4, inden ansøgningsfristens udløb skriftligt kan anmode om, at oplysninger fra den ansøgerliste, der kan udleveres til ansøgerne efter tjenestemandslovens § 5, stk. 3, ikke gengives offentligt. I givet fald påføres ansøgerlisten et tavshedspålæg ved udlevering.
Kontaktoplysninger
Retten i Grønland
Del jobbet på
Ledige stillinger i samme virksomhed
Ingen ledige stillinger i samme virksomhed.
Ledige stillinger i samme kategori
Jurist
Jurist søges til Departementet for Sociale Anliggender, Familier, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender. Arbejdet omfatter udarbejdelse af sociallovgi...
Jurist til udvikling af boliglovgivning og politisk betjening
Som jurist i Bolig- og Ejendomsområdet vil du arbejde med udvikling og forvaltning af boliglovgivning i Grønland. Du får ansvar for juridisk sagsbehan...
Jurist til udvikling af boliglovgivning og politisk betjening – med personalebolig
Vil du arbejde med lovgivning og politisk betjening tæt på den politiske beslutningsproces på et område med stor betydning for borgernes hverdag og sa...
Juridisk Fuldmægtig / Specialkonsulent / Chefkonsulent
Grønlands Selvstyre søger en ambitiøs og alsidig jurist til en central rolle i Departement for Natur, Miljø, Energi og Forskning. Stillingen indebærer...